Kunstudstillinger

Kunstudstilling Jonstrup Jazz Festival 19.-21. august 2022

ETTIE WRANGEL
Født i København i 1930. Ettie har boet i Værløse siden 1960.
Ettie udstiller et udvalg af sine papirklip på Jonstrup Jazz Festival, samt en del ”UROER”.
Ettie har en årrække været tilknyttet Skoletjenesten på Værløse Museum. Er desuden forfatter til flere historiske bøger, og har udstillet mange steder i både Danmark og i Tyskland, bl.a. på Køge Skitsesamling, i Møstings Hus på Frederiksberg, på Rønne Museum, på Esbjerg Museum - og i anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag på Altona Museet i Hamburg.

MARIA SONNE
Marias mosaikker er lavet primært af potteskår, natursten, glasskår og gammelt jern fundet i Møllerbugten bag røgeriet i Svaneke Bornholm, hvor hun er født. I tiden før affaldssortering og genbrugspladser smed folk deres storskrald i denne klippebugt, og efter en storm var det meste forsvundet. Men gennem mange år er tilbageblivende potteskår og glasstykker blevet slebet runde og smukke af havet. De gamle skår, farverige glasmosaikker og byzantinsk smalti, natursten og jern bliver forvandlet til unikke relieffer med en lille historie i. De er limet fast på flamingoplader man bygger vådrum op af, og er derfor ikke så tunge som de ser ud. Reliefferne er lavet til at kunne hænge udendørs, og sættes fast med vinkelkroge foroven og neden. Og kræver ikke anden vedligeholdelse end lidt imprægnering en gang om året.

PAULA RAGAS
Paula Ragas laver glaskunst under navnet Raglas. Paulas glasobjekter er både figurative og abstrakte - de varierer fra små glade figurer til havekunst og store fade. Paula er fascineret af at undersøge mulighederne med lys, farve og form, og udfordrer gerne sig selv med at afprøve nye teknikker og stile. Paula laver både egne værker og bestillingsarbejde, således lavede hun glasugler til hver elev på sin søns studenterhold i foråret og har i flere år lavet en stjerne til hver elev, der starter på Odsherred Efterskole – denne sommer har Paula lavet 180 forskellige stjerner som meget smukt var hængt op i salen hvor efterskoleeleverne blev modtaget.

GERT CHRISTENSEN - BILLEDKUNSTNER
Gert maler olie med masser af farver og humor. Bliver inspireret af musik, gerne noget god rock. Gert bor i Birkerød og har malet siden 1967 og har bl.a. 2 gange udstillet i Farum Kulturcenter.

LINDIS MIKKELSEN
Lindis’ inspiration begynder når hun intuitivt lægger farver på det helt ubrugte lærred. Pludselig flyver tiden afsted! Med nogle billeder opstår der hurtigt en klar vision for, hvordan slutresultatet skal være. Andre er søgende (det kan være en frustrerende proces), indtil det hele begynder at samle sig. Under Lindis’ færdige billeder kan der således gemme sig mange lag og ideer, der blev malet og arbejdet videre med. Men de var alle - med deres blindgyder og fejl - med til at forme det færdige billede.

AGNETE WENDELBOE
Agnete har malet i mange år og elsker farver. Hun udstiller både keramik og malerier på Jonstrup Jazz Festival. Hun anvender forskellige typer stentøjsler og forskellige brændingsmetoder til sin keramik, alt efter hvad hun vil lave. Især har hun lyst til at udtrykke naturen omkring sig i sin keramik - sin have og Hareskoven, som hun bor op til. Keramik til børnene er vigtigt for Agnete, bl.a. laver hun farverige hinkesten i porcelænsler og af og til med smeltet glas i mønstrene. Hinkestenene sælges i en origamiæske som et sæt med kridt og illustration til en hinkerude så nutidens børn kan kende til den gamle leg at hoppe i hinkerude. Holdbarheden er i orden fordi hinkestenene laves i stentøjsler.

LISA DAMSGAARD - SMYKKEKUNSTNER
I Caféen vil smykkekunstneren, Lisa Damsgaard, udstille og sælge sine flotte smykker. Lisa er en kreativ og alsidig smykkekunstner som bor i Jonstrup. Lisa afsøger rummet imellem det rå og det feminine for at finde et spændende og originalt udtryk. Lisas smykker fremstilles af nye og anderledes materialer, men hun bruger bl.a. også rav i sine smykker.

OLAV JOHANNISSON – BILLEDKUNSTNER, M.M.
Indgangspartiet til Caféen og trappegangen vil være udsmykket af Olav Johannissons malerier af kendte jazzmusikere. Olav bor i Hareskovby og er bl.a. kendt for sine skulpturer af kvinder og stenhug. Bl.a. er den smukke Furesøsten som står midt på Ballerupvej ud for Skovhuset udført af Olav og senest har Olav udført stenkunst på Flyvestation Værløse i Jonstrup som viser Jonstrups historie i billeder hugget i sten.

På Jonstrup Jazz Festival vil Olav forestå den populære stenhugning med børnene.